Musik og maskebal...
Mandag
Så fik vi taget hul på den sidste uge inden vinterferien. Dagen begyndte lidt anderledes med et oplæg fra Grønt Råd om, hvordan vi kan spare på vand og energi på skolen. Herefter skulle vi ud i bogrupperne og hænge skilte op, der kan hjælpe os med at slukke lyset, lukke for vandhanen osv.
I klassen fik vi hilst på vores praktikant, Mikkel, som er på besøg ugen ud for at se, om Limfjordsskolen kan være et sted for ham.
Dagens undervisning gik med at lære en ny sliksang - Karamel til dit gebis - som vi også skulle lære en dans til. Vi nåede desuden at eksperimentere lidt med Chrome Music Lab - en samling af små programmer, hvor man kan arbejde med musik på computer eller tablet.
Efter frokost repeterede vi vores spandestomp og skøre remser - og lærte også et par nye ting, inden vi sluttede af med Ultra Nyt og afspænding.
Tirsdag
I dag arbejdede vi videre med vores sliksang, Karamel til dit gebis.
Vi fik helt styr på de sidste fagter og teksten begyndte også at sidde bedre fast.
Efterfølgende skulle vi lære sangen, Svend Åge, som Stig havde lært af sin gamle musiklærer, da han gik i 2. klasse. Efter at have læst teksten godt igennem og have sunget sangen igennem nogle gange, var det tid til at komme ud og spille sangen på instrumenter.
Eleverne blev delt op i to hold og skulle herefter skiftes til at spille.
Efter frokost fik vi set endnu et afsnit af DR´s satireserie, Orkestret.
Inden vi skulle ned og slappe af på madrasserne, skulle vi lige lære en lille sjov og nem remse; Hvem tog kagen fra kagedåsen, i en vestjysk version.
Onsdag
Botræning og caféer
Torsdag
Idag var hele skolen til Maskebal i Skovsgaard.
Her stod den på lækker cirkus-tapas og sjove forlystelser.
Eleverne havde mulighed for at gå på line og forsøge at undgå at falde ned i piratfisk-bassinet. Man kunne få taget billeder i et "selfie-rum", møde en spåkone, opleve en tryllekunstner på slap line og danse til levende musik.
Det var en rigtig god dag, hvor vi også fik hilst på en masse nye mennesker fra forskellige bosteder, rundt om i Nordjylland.
Fredag
Så blev det igen fredag og en flok elever var taget til Rønbjerg for at svømme.
En del var allerede taget på tidlig vinterferie, så vi kunne godt mærke at der var en smule stille på Limfjordsskolen.
Vi fik gennemgået ugebrev, set Ultranyt og ønsket hinanden en rigtig god og tiltrængt vinterferie.
Nogle elever skal hjem og andre skal på lejr.
Mange hilsner fra os allesammen på Musiklinjen